Nyhedsbrev 1. februar 2009

Kære alle,

Lad mig allerførst fortælle, at den nye bog i serien om Den Udødelige ”Bevingede Ord” er blevet bedømt af en af bibliotekernes lektører. Hvis I har lyst til at læse udtalelsen, kan I finde den her: http://www.synteseforlaget.dk/lektoerudtalelser.htm .

J. J. Dewey har skrevet en lille bog, der hedder ”Det Molekylære Forhold”. Den handler om menneskers indbyrdes forhold og fokuserer især på det dualistiske forhold mellem mand og kvinde og på menneskehedens næste skridt – sådan som han forventer, at det bliver.

Jeg synes, han berører mange ting i bogen, som vi kan bruge i vores dagligdag – blandt andet var sidste nyhedsbrev om følelserne og deres positive budskab til os et uddrag fra denne bog.

Også til dette nyhedsbrev har jeg valgt et udsnit fra ”Det Molekylære Forhold”. Her kommer JJ ind på mennesker og deres behov – set fra en lidt anden synsvinkel end psykologien gør det. De to perspektiver modsiger ikke hinanden, men ER netop dette – forskellige perspektiver. JJ beskriver menneskets 7 grundlæggende behov – denne gang får I de 5 første, og næste nyhedsbrev vil så indeholde de 2 sidste.

Det Molekylære Forhold er endnu ikke oversat til dansk, men man kan købe en engelsk udgave her: http://freere1.fatcow.com/store/page1.html . (Bliv ikke forskrækket over de første par kapitler – de er meget tekniske, men kan springes over).

God læselyst!

Kærlig hilsen

Anni

Det næste nyhedsbrev udkommer ca. d. 15. marts. Hvis du ikke ønsker at modtage flere nyhedsbreve, hører jeg gerne fra dig på: Tlf. 8621 0131 (læg en besked) eller på e-mail: syntese@synteseforlaget.dk . Tidligere udsendte nyhedsbreve kan hentes fra hjemmesiden: www.synteseforlaget.dk

Alle teksterne, der udsendes som nyhedsbreve, er oversættelser af JJ's indlæg på mailinglisten: http://groups.yahoo.com/group/Keysters/ , hvor han underviser gratis (men på engelsk).

Hvis du gerne vil læse videre selv, så findes der her en samling med alle de artikler, JJ har skrevet siden november 1998, da han startede Keys listen (alle artiklerne er på engelsk): http://www.freeread.com/archives/index.php

 

Menneskets syv behov

Behov nr. 1: Behovet for Enhed

Behovet for enhed er det stærkeste af alle behovene, og alle andre behov er forgreninger af dette grundlæggende behov. Enhed er den motiverende kraft bag al udvikling. Når en mand og kvinde virkelig elsker hinanden, oplever de et overvældende behov for at forenes, og dybt i deres sjæle ved de, at det er deres skæbne. Husk på udtalelsen: ”Lad os forenes og blive ét.”

Alle mennesker føler et behov for mere enhed, end de har i øjeblikket. Singlen tiltrækkes af det andet køn i håb om enhed. Ægteparret forsøger at skabe endnu mere enhed med hinanden. Og derudover søger par også harmoni og tæthed med venner og bekendte. Landsbyer, store byer, stater og nationer søger alle at forene deres befolkning i en gruppeånd.

Behovet for enhed er den indre, motiverende hensigt bag de andre seks behov, som vi skal diskutere. De seks andre kan beskrives således:

Kærlighed manifesteres først, når vi bevæger os hen imod en forening. Vi kan først værdsætte en forening eller enhed, når vi har gennemlevet oplevelser sammen og fået fælles erfaringer. Kreative udtryk bringer os i tættere kontakt med dem, som værdsætter sådanne. Viden gør os bevidste om den indbyrdes sammenhæng i alt og alle. Opfyldelse af det følelsesmæssige gør os glade for, at vi har taget skridtet hen imod enhed, og orden får os til at indse, hvordan alt samarbejder om at nå et storslået og forenet mål.

Behov nr. 2: Behovet for Kærlighed

Dette er sandsynligvis det behov, som oftest erkendes af mennesker, for næsten alle er aktive i en eller anden grad, når det drejer sig om at søge kærligheden. At give er derfor meget vigtigt – det er et aktivt udtryk for kærlighed.

Det har været svært for menneskene at definere, hvad kærlighed er, fordi der grundlæggende findes to forskellige typer, og folk forstår kærlighed ud fra deres eget synspunkt og udviklingsgrad.

Den mest almindelige form for kærlighed er kærlighed til personligheden eller det lavere selv. Den anden og højere form for kærlighed er kærlighed til Sjælen eller det højere selv. Den måde, vi giver og modtager kærlighed på, er afhængig af, hvor vi står udviklingsmæssigt. Hvis vores bevidsthed har opnået kontakt med vores højere selv ellen sjælen, så er vi i stand til at elske andre som sjæle. Det er en uselvisk kærlighed. Hvis vi ikke har kontakt med vores højere selv, vil vi elske andre som personligheder. Set fra et højere perspektiv er dette en mere selvisk og besiddende form for kærlighed, og i virkeligheden er den et spejlbillede af den sande sjælskærlighed. Den kunne måske mere passende kaldes tilknytning. I almindelighed gifter to mennesker sig, fordi de kan lide hinandens personligheder, og de får en tilknytning til personligheden. Hvis der opstår en situation, hvor der sker en personlighedsændring, så vil kærligheden eller tilknytningen ophøre.

Hvis man elsker en andens højere selv, så vil en personlighedsændring ikke få kærligheden til at ophøre, for spirituel kærlighed afhænger ikke af personlighedens udtryk.

Sjælskærlighed kan defineres som:

”Et behov for enhed, et behov for at tjene og udføre noget og et behov for at dele det med nogen.”

Personlighedskærlighed er mere eller mindre således:

”Et behov for at være i fysisk nærhed af eller for at eje en anden person - på grund af det tiltrækkende ved personligheden og/eller det fysiske ydre, et behov for at glæde den anden – selv om det måske ikke er en gavnlig glæde i det lange løb, og et behov for at udtrykke sig seksuelt sammen med den anden.”

De, som har udviklet sjælskærlighed, vil opleve, at de ikke slipper personlighedskærlighed, for sjælskærlighed omfatter også personlighedskærlighed. Men personlighedskærlighed er underkastet sjælskærlighed, og det betyder, at personen nu er i stand til at elske på alle plan, men han er i stand til at elske personligheden objektivt så at sige eller uden at føle tilknytning, så hvis og når sjælskærlighed kommer i konflikt med personlighedskærlighed, så vil den spirituelle kærlighed sejre.

De, som elsker andre som sjæle, har stadig behov for seksuelle udtryksformer og for at føle sig fuldbyrdet, men de lader ikke sex stå i vejen for behovene for enhed, for tjeneste og for at dele på sjælsplan. Disse højere udtryk har førsteprioritet, og det fysiske udtryk bruges til at forstærke disse højere udtryksformer.

De, som elsker på personlighedens plan, har behov for at være sammen med en anden, for at besidde den anden og blive besiddet, behov for at glædes og glæde og behov for hengivenhed, kærlige følelser og/eller sex. De, som elsker på sjælens plan, har også brug for at få opfyldt personlighedens behov, men de har derudover brug for enhed, for at tjene og for at dele med nogen.

Den form for tjeneste, som sjælen søger, er tjeneste, som vil stimulere evolutionen og det, den søger at dele, er oplysning, som vil hjælpe ægtefællen med at gøre fremskridt og nå et højere plan. Personligheden søger tjeneste og ønsker at dele på sit eget plan - uden tanke på åndelig stimulering.

Det stærkeste sjælsbehov folk har, når de deler kærlighed, er at dele oplysning, som kan føre til glæde. Alle mennesker har et stærkt behov for glæde og lykke, og sjælskærlighed søger at opfylde dette behov hos andre gennem princippet om at dele.

Behov nr. 3: Behovet for Oplevelser

Behovet for oplevelser og dermed erfaringer er utroligt stærkt, for det er den grundlæggende årsag til, at alle ting blev skabt. Det Ene Liv, som gennemtrænger hele universet, søger oplevelser.

Alle livsformer har behov for visse typer af oplevelser afhængigt af deres udvikling. Når vi går fremad gennem liv efter liv, får vi del i mange forskellige oplevelser. Når vi gentager visse oplevelser igen og igen, finder vi ud af, at vi bliver trætte af dem, og at vi søger nye og mere udfordrende oplevelser. Når det tidspunkt kommer, hvor vi har oplevet alt, hvad der findes under den nuværende eksistens' love, så når vi et punkt, hvor vi frigøres fra den fysiske verden.

Ethvert individ har et behov for at opleve mangfoldighed, forandringer og helt nye ting i deres liv. En ny oplevelse kan være som en stimulerende medicin, der kan være en helbredende balsam. Selv gamle sjæle bliver stimulerede af mangfoldighed og forandring.

Jeg deltog for nogle år siden i en meditation, hvor en ung mand åndeligt bevægede sig ind i et fremtidigt samfund, hvor de indbyrdes forhold var af en meget glædebringende natur. Han havde en enkelt sætning med tilbage til os, og den gjorde stort indtryk på alle i gruppen:

”Vores mål er at opfylde hinandens drømme.”

En af de bedste måder at opfylde hinandens drømme på er ved at hjælpe hinanden til de mest bevidsthedsudvidende oplevelser, som er mulige. Find ud af, hvad den anden ønsker og hjælp ham med at opnå eller opleve det.

I et ægteskab bør man granske, hvilken slags oplevelser ægtefællen har brug for og forsøge at give dem. Snak om hvilken type nye oplevelser, I gerne vil have sammen. Husk på, at det kan være alt muligt fra en ferie til et nyt paradis eller fra det at lære en ny aktivitet og til at meditere sammen. I Biblen udtaler Mesteren: ”Se, jeg gør alting nyt!” (Johannes' Åbenbaring 21:5). Hans disciple sang en ”ny sang”. (Johannes' Åbenbaring 14:3). At gøre nye ting og dele oplevelser vi aldrig før har delt, holder os evigt unge og aktive og bør ikke glemmes i et forhold.

Hvis et forhold begynder at stagnere, er den bedste medicin, man kan få, en ny oplevelse, som ingen af parterne modsætter sig. Søg den, og belønningen kan ikke holdes tilbage.

Behov nr. 4: Behovet for Kreative Udtryksformer

Dette behov bliver stærkere og stærkere, jo længere en person kommer på den spirituelle udviklingsvej. Når et menneske er centreret i det lavere selv, sker hans væsentligste kreative udtryk gennem imitation. Han bygger, han tegner eller skaber de ting, som han er blevet instrueret i og realiserer personlighedens behov. Personen har brug for ros og værdsættelse på grund af det, han har skabt og får stor tilfredshed ud af at se det skabte blive brugt praktisk.

Personen, som er centreret i sjælen, udvikler et behov for at skabe ting, som er nye, smukke og originale. Han ønsker at synge sange, som aldrig er blevet sunget før, tegne og male billeder, som aldrig er set før og bygge ting, som ingen tidligere har drømt om var mulige.

Vi må søge efter vores ægtefælles kreative behov og forsøge at stimulere dem og vise oprigtig værdsættelse for skønheden i det, de skaber. Vi bør forsøge at forstå de kræfter og den opofrelse, der er blevet brugt. Alle mennesker har brug for at blive værdsat. Og i kreative mennesker er dette behov måske stærkere end i de fleste.

Behov nr. 5: Behovet for Viden

Alle mennesker, højtuddannede som uuddannede, har behov for viden og kan i en eller anden grad fornemme impulserne fra deres sjæl, som driver dem hen imod den. Når behovet for oplevelse inden for et aktivitetsområde bliver mindre, så vokser behovet for viden. Den vigtigste viden overhovedet er viden om vores eget indre selv. Så kan vi bedre kende vores partners indre selv. Viden om de principper, som fører til et glædesfyldt forhold, er et af de stærke behov, som menneske fornemmer.

Alle mennesker har forskellige interesseområder, inden for hvilke han eller hun søger viden, og enhver føres i bestemte retninger. Vi bør forsøge at forstå de områder, som vores partner søger viden indenfor, og gøre hvad vi kan for at hjælpe ham eller hende med endnu bedre muligheder. Hvis den ene partner i et forhold har mere viden end den anden inden for et interessant område, kan han prøve at undervise sin partner. De kan oplyse og værdsætte hinanden.

At opnå viden er langt mere end blot at få fakta registreret i hjernen ved hjælp af hukommelsestræning. Nøglen til viden ligger i forståelsen af principperne, for et princip er mere værd end tusind fakta.

Henry Ford er et godt eksempel på dette. Han blev engang kritiseret for sin uvidenhed om biler og andre detaljer i forbindelse med hans forretning. Han påpegede over for sin anklager, at han ikke behøvede at spilde tiden med at huske alle detaljerne omkring biler og forretning. Han behøvede blot at foretage en opringning til en ekspert, som kunne give ham den nødvendige viden. Henry Ford fyldte ikke sin hjerne op med unødvendige fakta, men arbejdede i stedet for med principperne for en god forretning; og derfor havde han succes.

Vi bør forsøge at give og modtage principperne, som stiller al viden til rådighed for os, og at dele den viden vi opnår med hinanden som et af de vigtige skridt i vores udviklings fuldbyrdelse.

Copyright 1999 by J. J. Dewey, All Rights Reserved

http://www.freeread.com/archives/451.php