Anvendelse/målgruppe/niveau
Bogen henvender sig til alle der er interesseret i det religiøst spirituelle og alternative område. Hvis man er optaget af livets store spørgsmål og alternative måder at søge efter en sandhed om mennesket på indenfor rammerne af det overnaturlige, er Bevingede Ord en lettilgængelig roman. Kendere af serien vil finde en fortsættelse af de tidligere bøger, men bogen kan også læses selvstændigt.
Beskrivelse
Dette er den fjerde bog i serien Den Udødelige . En fortsat romanserie om forfatteren Joseph, der tager udgangspunkt i den bibelske legende om Johannes' åbenbaring. Joseph er i dette bind i gang med bogen om Den tredje nøgle, en af de tolv visdomsnøgler til et højere bevidsthedsplan. Han vil udbrede sandheden om visdommens nøgler til verden. I sin søgen efter gåden om den tredje nøgle vejledes han af apostlen Johannes, der materialiserer sig i en række samtaler og åbenbarer sin viden for ham. Forfatterens arbejde modarbejdes af mørke kræfter, der prøver ham i hans tro. De mørke kræfter har besat hans kone og gør hende syg, og den eneste vej til hendes overlevelse er, at Joseph finder løsningen på den tredje visdomsnøgle.
Sproget er lettilgængeligt.
Sammenligning
Bogen vil tiltrække samme læsere som Den niende indsigt , men er mere religiøst orienteret end denne.
Konklusion
Bogen dækker et stort område og behandler mange emner. Den blander new-age filosofi og det overnaturlige med spirituelle og kristne spørgsmål. Dette gør den til en bog i den absolut populære ende af spektret.
Laura Michelsen
Amerikansk spirituel roman der vil have appel til f.eks. læsere af den 9. indsigt og bygger en cross-over mellem kristendom, new age filosofi og østens religioner.
Den tager udgangspunkt i den bibelske legende om Johannes (Johannes' Åbenbaring) om hvem det siges, at han aldrig døde, men stadig vandrer rundt på jorden. Romanens forfatter og jeg-fortæller Joe er en søgende mand, der i en moden alder for alvor har mødt kærligheden i form af Elisabeth; kort tid efter de er blevet gift, får hun en alvorlig sygdom. Nogenlunde samtidig møder Joe en mand, der kalder sig Johannes, og som både han og Elisabeth fatter interesse for. Romanen former sig dels som en historie om kærlighed og tro, dels som en lærer-elev dialog, for Johannes bliver en hyppig gæst i deres liv, hvor han fortælle rom de 12 visdomsnøgler, 12 forståelsesnøgler og 12 udødelighedsnøgler, som rummer adgangen til det allerhøjeste bevidsthedsniveau - ud over Jesus og Faderen. Et slags lysets broderskab og sjælemøde der rækker ud over døden.
Det er samtaler på et ret højt abstraktionsniveau, dog klart og enkelt fortalt, og er man tunet ind og har læst denne type litteratur tidligere, tror jeg bogen vil være inspirerende og logisk i sin tankegang.
Helle Winther Olsen